Vandring på Fuerteventura

Apollo gæst, Lars Bo Ulriksen, har skrevet et blogindlæg omkring vandring på Fuerteventura. Læs med her:

SOM AT VÆRE PÅ MÅNEN

Fifty shades of brown… Et landskab klædt i brunt og gråt. Goldt, blæsende og knastørt. Så langt fra en dansk grøftekant som man næsten kan komme. Men også et landskab med sin helt egen skønhed; storslået, udfordrende og utroligt smukt, når først man har lært det at kende. Velkommen til de hurtige vindes ø, Fuerteventura.

5 timers flyrejse fra Danmark ligger Fuerteventura. Placeret i Atlanterhavet mellem Gran Canaria og kysten mellem Marokko og Vestsahara.
Man aner allerede under indflyvningen, at vi på alle måder er langt fra Danmark. Første indtryk fra luften er kontrasten mellem den tørre, stenede jord og det dybblå Atlanterhav. Bjergene som dækker stort set hele øen, er også tydelige fra luften, imellem dukker så byerne op. Mest markant indtryk, er dog den kraftige, tørre vind, som mærkes i ansigtet, i samme øjeblik man træder ud af flyet.

Turen fra lufthavnen går gennem ensartede, tørre områder, stort set uden variation. Man ser ikke meget andet end grå og brune farver, når man kigger ud gennem landskabet mod bjergene i horisonten.

Vi kører på brede veje med ny asfalt. ALT virker nyanlagt og i virkelig fin stand. Langs hovedvejene løber brede dobbeltrettede cykelstier, her er masser af plads til at kæmpe på to hjul mod – eller med – vinden. Helt perfekt til cykling faktisk! Der går da heller ikke længe inden vi ser de første motionister i cyklamefarvede Lycra-bukser – de lyser mere op end de pynter i disse omgivelser.

Playitas Resort, Fuerteventura

Vi ankommer til Playitas Resort, der ligger som en oase helt ud til kysten. Omgivet af velplejede, grønne golfbaner, vajende palmer og lysende hvide boliger – perfekt til en aktiv familie-ferie. Selskabet er familie med mor, far, børn og kærester, 7 i alt – mellem 23 og 55 år. Fokus spænder fra golf, til tennis, solbadning og vandring.

Jeg har valgt at bruge tid på at gå mig i bedre form, inden en forestående Camino-vandring i Portugal senere på foråret. På Fuerteventura er der både tid og rum for at vandre, så det er bare på med støvlerne, og ud af de støvede veje.

Så det gør jeg; snører vandrestøvlerne og forlader Playitas. Og eventyret venter så snart jeg har krydset hovedvejen uden for resortet. Terrænnet stiger op mod de bjerge, som omkranser Palyitas. En svagt stigende vej ligger som trukket efter en lineal, inden den fortaber sig i horisonten op mod bjergene. Så vejen sætter kursen den første kilometer, men pludselig opdager jeg den første ’rutesten’ ved en grusvej som fører ind i området.

Rutestenen er en del af en sindigt system, som viser vej for dem, der vover sig uden for de asfalterede veje. Stenene ligger i landskabet med få hundrede meters mellemrum, og har farver der markerer de forskellige ruter. I receptionen på Playitas, har jeg fået et oversigtskort der viser ruterne markeret med hver sin farve. Så er det bare at vælge en rute der passer til ambitionerne, der er en god håndfuld ruter på mellem 5 og 20 km.

Hver rute med sin farve, dén farve kigger man efter på stenene, og følger så ruten til man er tilbage ved udgangspunktet, som er umiddelbart uden for Playitas. Nem, enkelt og overskueligt.

Lige så snart man drejer væk fra vejen, står man i en anden verden. Næsten som det må være, at være på månen. Ved første øjesyn er her intet andet end sten, grus og nogle lave, farveløse tornede buske. Inten blød grøftekant at sidde i. Intet sted at finde lidt læ for den vind, som hele tiden fejer over landskabet. Bare sten, sten, sten og brunt, brunt, brunt..

Men efterhånden som jeg runder de første høje, breder landskabet sig for alvor ud, og jeg begynder så småt at få øje for, hvor flot det i virkeligheden er. Her er det nemlig let at stille blikket på uendeligt; der er langt til horisonten og højt til loftet. Husker man at holde øje på rutestenene er det nemt at få en pejling på, hvilken vej man skal gå. Sådan da… For selvfølgelig misser jeg straks en af de sten jeg skal kigge efter, og så har jeg tabt sporet. Sådan går det, når man går og kigger landskab. Så jeg må tilbage i mit eget spor til jeg genfinder en sten, der kan vise mig vejen igen. Lesson learnt.

Her er langt til naboen.. Man kan gå længe og langt, inden man opdager bebyggelse. Nær de asfalterede veje ligger jævnligt huse, men ude i landskabet er der meget langt mellem beboelserne. På afstand ser jeg pludselig en byggetomt, og går nærmere for at kigge på den. Det viser sig at være kælderfundamentet til et hus, som aldrig er bygget færdigt. Så groft sagt et hul i jorden med betongulv og vægge, ca et par mete dybt. Hvad ligger der?? Først har jeg svært ved at se, hvad det er; alt fortegner sig i de samme grå og brune farver og ting der ligger hulter til bulter. Men nede i hullet står vraget af en gammel amerikanerbil! Rusten, skrællet for hjul og indmad – hvordan er den havnet der??

Og rundt om; kadaverne af 3-4 geder. Der er ikke meget andet end pelsen og knoglerne tilbage. De må have været tæt på hullet og måske vinden har blæst dem derned? Jeg kan næsten ikke forestille mig andet. Måske de simpelthen er faldet i hullet uden mulighed for at komme op, og er efterhånden døde af sult og tørst. Mærkelig oplevelse, og et bevis på, at naturen her er barsk og uden nåde. Senere skal jeg opleve gederne på tæt hold. Bilvrag og gedekadavere og under fredeligere omstændigheder.

Jeg fortsætter turen og efterhånden som jeg vænner mig til omgivelserne, synes jeg her er utroligt smukt. Brunt og gråt er slet ikke kedeligt! Tager man sig tiden, kan man opleve skønheden i den begrænsde farvepalette, som især er flot mod den blå himmel. Faktisk er der meget at se, det gælder om at åbne op og være modtagelig for indtrykkene. Som jeg går og har besluttet, at der ikke er andre farver en brunt og gråt i landskabet, står en lav, bred kaktus med de flotteste røde frugter. Farverne opleves ekstra intense i disse omgivelser og lyser helt fantastisk op. Måske der er en kilde i jorden nærved, nogle palmer er der også i nærheden, og dem ser man ellers ikke i landskabet.

Dyrelivet er sparsomt, her er ikke meget at leve af. Af og til sejler en grib på brede vinger højt på himlen, og et firben piler afsted mellem stenene. Nå jo, gerderne er der også! De går ganske tæt på vejene, helt uanfægtede af jeg er tæt på. Jeg kigger lige efter om der er en buk imellem også, bare for en sikkerheds skyld. Men de virker helt ligeglade med min tilstedeværelse, de ved, at de på alle måder er mig overlegne her, helt ubesværet springer de på klippesiderne uden at falde ned. Hvad de lever af kan jeg dårligt forestille mig, men det er sikkert de lave, tornede buske, der er deres føde.

Turen fortsætter nogle timer gennem ødelandet. Jeg nærmer mig kystområdet, nogle kilometer længere øst end Playitas, som jeg for længst har tabt af syne. Vejen ender i en serie hårnålesving som bringer mig nogle hundrede meter op af bjerget til Faro de la Entallada, fyrtårnet der ligger højt og helt ud til kysten. Har man ikke tabt pusten af gåturen opad, gør man det af udsigten. Her er ægte 360° panorama-udsigt over et langt stræk af kysten og bagud mod bjergene. En god lang tur er der derud, men bestemt anstrengelserne værd, her er fantastisk flot.

Jeg stikker snuden vestover og hjem mod Playitas. Følger denne gang den asfalterede vej hele vejen hjem. Det trætter konstant at gå i det stenede landskab, og jeg kan efterhånden begynde at mærke de mange kilometer, formen til Camino-vandring er der vist ikke helt endnu..

Heldigvis er jeg godt forsynet med frugt, energibarer og vand i den drikkeblære, jeg har i rygsækken. Temperaturen har hele dagen ligget omkring 20° med sol og frisk vind (de har ikke andet hernede).

Så især væskebalancen er vigtig, og selv om man ikke rigtig sveder, bruger man meget mere vand end man forestiller sig. Turen har taget 5-6 timer og jeg har drukket 2,5 liter vand uden at skulle tisse undervejs. Dét siger noget om, hvor meget vand man egentlig har brug for på sådan en tur.

Vel tilbage modtages jeg af familien som har nydt dagen i andre og aktive rammer. Mæt af indtryk og kilometervis af vandring, smider jeg støvler og rygsæk og forkæler mig selv med en iskold Cerveza. Salud!

/Lars Bo Ulriksen

Læs også: 

Din guide til de Kanariske Øer